SYLVIG

Peter Kay til rors i hans skib "Enhoirningen"

Den 1. August sad jeg på dækket af ”Sylvig” og så ind på de hvide sandstrande, som strakte sig mod nord og syd så langt øjet rakte. Vi lå et par sømil fra land, solen skinnede og vi havde været tidligt afsted. Det blæste pænt fra land. Jeg ville dele oplevelsen med en gammel veninde, som havde fødselsdag uden at tænke på tidspunktet. Det varede et stykke tid inden hun var så vågen, at hun var klar over hvem der ringede. Vi fik en hyggelig snak alligevel og jeg tænkte at jeg ville sende hende et brev, når jeg kom hjem.

At jeg overhovedet befandt mig to timers sejlads fra Øster Hurup fiskerihavn, skal søges i en telefonopringning fra Arne nogen tid tidligere. Arne har købt og istandsat en fin gammel engelsk ketch, bygget på Hillyard værftet i Littlehampton, Sussex, England in 1965. Han har indrettet den med kontor i agterkahytten, så han både kan holde fri og være på arbejde på samme tid. Han og min søster, Anne Mette, driver et reklamebureau og fra båden er der internetforbindelse til kunder og leverandører. Den konstruktion passer ham rigtig godt.

Nå, han ringede og fortalte at han havde et job, som redaktør af et daglig nyhedsbrev i forbindelse med verdensmesterskaberne i dragesejlads, som fandt sted i Skagen ugen fra den 3.august. Efter en måneds tid på vandet ville Anne Mette gerne hjem og se til deres datter, som ventede sig i 8’ måned. Så aftalen blev, at jeg skulle afløse hende i Ebeltoft og derfra sejle skibet til Skagen med Arne.

Jeg ankom i god tid til Odden færgehavn, for at have tid til at parkere bilen på en plads, hvor Anne Mette ville have en chance for at finde den, når hun kom tilbage med hurtigfærgen fra Ebeltoft. Det var jo ferie tid og hele pladsen var fyldt af biler, der skulle med færgen. Og foran færgekontoret rullede en af Abildskou’s store, blå busser op og folk myldrede ud. Det er den hurtigste forbindelse mellem København og en del nordjyske byer. Jeg lagde mærke til at de begyndte at slæbe alle kufferterne ud på asfalten. Det undrede mig lidt, men jeg tænkte ikke nærmere over det.

For der var også andet, der undrede mig den morgen på Odden færge havn: Der var ingen ansatte til at tage sig af alle de mange mennesker og selv om der var tyve minutter til færge afgang, var der heller ingen færge? For os, som ikke havde bil med over og som ikke havde købt billet i forvejen, var personalet erstattet af en billet automat. Men hvor blev færgen af? Jo, et kvarter før afgang dukkede den op, tilsyneladende ud af ingenting. En stor hvid katamaranfærge, næsten lige så bred, som den var lang. En matros i stævnen fangede et manøvrehåndtag på rampen, to hydrauliske gafler tog fat i færgen og holdt den fast, mens broklappen sænkede sig. Ud af den ene ende kørte bilerne fra Jylland, mens bilerne fra Sjælland kørte ombord i den anden. 120 biler byttede plads og precis et kvarter efter ankomst var færgen på vej med 44 knob eller 80 km/time mod Ebeltoft.

Jeg havde regnet med, at der gik en bus fra færgehavnen til selve Ebeltoft, men nej! ”Du skulle have ringet efter en taxa i forvejen” sagde en venlig mand, som fortsatte: ”men hvis du har gode talegaver, kan du jo prøve om du kan snakke dig ombord på den der ovre!” Den der ovre var en stor, blå bus fra Abildskou, som var ved at blive læsset med kufferter fra en hvid varevogn.
”Ka’ du tage mig med til Ebeltoft?” spurgte jeg manden der læssede kufferter. ”Det kan jeg sådan set ikke!”, svarede han. Og hvad ligger der så i ”sådan set” ville jeg gerne vide. ”Jo”, svarede han, ”hvis jeg tager dig med og de lokale vognmænd opdager det, mister vi bevillingen!”
Der stod en ung pige ved siden af varevognen og jeg sagde for sjov til hende, om hun ikke skulle en tur til Ebeltoft? ” Nej, de her vogne kører kun på pladsen, vi tager bagagen over med færgen, fordi busserne er for høje til at køre ombord, men vent nu lidt!. Jeg skal have diesel på en af de andre, hvis du går over til den hvide bil derovre og venter, så kommer jeg om lidt”.

Undervejs fik jeg at vide, at hun foruden færgejobbet var selvstændig sejlmager og at hun tidligere havde været medejer af en stor sejlbåd, som de på skift sejlede med bl.a. i Caribien. ”Bilen er kun indregistreret til at køre på færgearealet og må kun køre på alm. vej, når den skal tankes og kun til nærmeste tank”, sagde hun.
Hun var nu så sød at køre mig helt ned i trafikhavnen og hvor jeg hurtigt fandt skibet ”Sylvig” (Opkaldt efter reklamebureauet Sylvester & Toksvig). Der var tomt ombord, men et telefonopkald afslørede at de var sammen med barnebarnet William ombord på fregatten ”Jylland”, som jeg kunne kigge over til. Lidt efter dukkede alle tre op, begejstrede over, hvad de havde set og hørt ombord på det gamle skib.

William var mest optaget af, at han havde set en kanon blive ladet og affyret (med kugle af lokumspapir) med et mægtigt brag og stor røgsky!
Arne havde følgende historie med om mandstugten på flådens skibe anno 1864: ”Straffen for at ødelægge noget ombord, var 15 eller 21 piskeslag. Misæderen blev bundet med nøgen overkrop til en kanonlavet og fik sin straf. Ombord var 430 mand og det var tit, der måtte straffes. Engang var der en lille spinkel fyr, som havde kvajet sig og ødelagt et eller andet. Da han stod overfor skibschefen, som skulle afsige dommen, bad han om det var muligt at der blev slået uden på trøjen, da han nu var så lille og spinkel? Chefen tænkte sig længe om.
Jo, det kunne godt bevilliges! Tak! sagde den lille fyr og trak herefter sin trøje af og lagde den på lavetten: værsko at slå! Desværre havde systemet heller ikke dengang nogen sans for humor, så de lagde ham straks i lænker!”

Vi spiste en dejlig frokost på en af de mange café’er ved havnen og så var det tid til at sige farvel til William og Anne Mette og tænke på turen til Skagen. Vejrudsigen var mildest talt ikke god. Hård vind fra sydvest drejende til kuling eller hård kuling fra vest i de kommende dage. Arne skulle helst være i Skagen om tre dage og vi beregnede at det nok ville tage 20-24 timers sejlads at nå frem. Vi blev derfor hurtigt enige om, at vi måtte skynde os uden om Djursland og nå ind i læ af kysten, inden den rigtig hårde vind kom.
Ved firetiden om eftermiddagen stak vi ud og da vi havde passeret færgehavnen og sat kursen mod nord sattes alle tre røde sejl. Herligt at få slukket for motoren. Vi satsede på at nå op til en lille fiskerihavn, Øster Hurup, som Peter havde ligget i for år tilbage. Vi regnede med at kunne være der lidt over midnat.

Vi passerede Grenå, da det begyndte at blive mørkt og snart efter var vi fri af land. Nu kunne vi rigtigt mærke naturens kræfter. En del sø og hylende vind i mastens wirer og tov. Og det blev mørkt. Man kunne ikke se noget som helst. Heldigvis har båden alle tænkelige instrumenter og den er behagelig at være i med rolige bevægelser i søen. Det eneste problem, vi kunne forudse var, da vi kom indenfor den grænse, hvor fiskerne måtte sætte flydegarn, om de faktisk havde gjort det.
Vi hørte senere, at det havde de ikke, af den simple grund, at makrellen endnu ikke var kommet! Det kunne vi ikke vide, så vi spejdede og spejdede, men så kun mørke og det hvide bølgeskum.
Klokken nærmede sig to om natten og vi kunne nu se lysene i Øster Hurup, det var tid til at få sejlene ned. I hård blæst kan de godt være lidt genstridige at få styr på i mørke, men nu skete der noget forunderligt!
Næsten i det øjeblik, hvor Peter gik på dækket, lagde vinden sig pludseligt og der rullede en bølge af varm luft henover vandet. Det var helt uvirkeligt, det var som stilhed før stormen. Og da alle sejl var beslået, kom Peter sveddryppene ned i kahytten og smed det meste af tøjet. Han var ved at omkomme af varme!

I komplet vindstille gled vi ind i den mørke havn og fik båden fortøjet. Og så slog naturen til: Med et brag kom vinden susende igen, denne gang fra vest og i den før så stille havn blev der spillet op til en symfoni på klaprende rigninger, fløjtende rær og dumpe bølgeslag. Men vi lå godt og trygt og delte veltilfredse et par øller til et godt måltid.

Næste morgen blæste vinden med uformindsket styrke. Mens vi sad ved morgenmaden og drøftede om vi skulle sejle eller blive, ringede telefonen. Det var en af Arne’s kunder. Om ikke lige han kunne fremstille nogle store plakater nu og her. Det afgjorde sagen! Vi bliver her idag og Arne gik ned på ”kontoret”.
Over middag, var arbejdet udført, materialer sendt via mail til trykkeren og aftale truffet om fremsendelse til kunden. ”Så har vi tjent 3000 kr!” sagde Arne glad, ” i aften går vi sgu ud og spiser på restaurant!

Øster Hurup ligger på den lange nøgne kyst mellem Mariager fjord og Limfjorden. Det er en havn bygget af fremsynede mænd fra egnen i 1936 for at fiskeriet kunne give en ekstra indtægt til det fattige område på Jyllands østkyst. Oprindelig lå havnen forenden af en 200 m lang mole. Da jeg var der første gang var der liv i fiskeriet og jeg huskede den lange mole og de små forblæste huse inde på stranden. Nu er der sand på begge sider af molen, hvorpå der er bygget sorte, smarte feriehuse og der er flere restauranter. Endnu er det ikke blevet til et turisthelvede som Ebeltoft og som det senere skulle vise sig, Skagen, men det er på vej. En ting kan man dog ikke tage fra Øster Hurup: de lange hvide strande, som strækker sig til begge sider så langt øjet rækker.

Vi fik en dejlig middag på havnens nærmeste restaurant og gik tidligt til køjs, for i morgen skulle vi af sted tidligt i det vi håbede at vinden ikke ville øge til storm styrke næste dag.
Vi stod tidligt op og var ude af havnen kl 6. I havnen blæste det stadig pænt, men da vi var kommet ud og skulle sætte sejl, tog det rigtigt fat. Vi havde planlagt at sætte fok og mesan og lade storsejlet blive beslået. I sådan et vejr må man ikke lave fejl, men det gjorde jeg. Et af skøderne til fokken var monteret forkert og det var en katastrofe. Normalt er fokken den sikre arbejdshest, der trækker læsset og nem at styre. Men i sådan et vejr bliver den til vilddyr, hvis sættes forkert! Den slog til alt inden for rækkevidde, alt blafrede og snorede sig rundt om sig selv, mine briller fik et slag så de fløj af, men ved et mindre mirakel nåede jeg at gribe dem igen. Til sidst efter hvad der syntes som evigheder fik jeg vilddyret under kontrol og vi besluttede ikke at prøve at sætte den igen, men at benytte mesansejlet som støtte og lade motoren gøre arbejdet.

Nu gik det over stok og sten nordpå mod Skagen. Inde i styrehuset var der tørt og godt og vi fik os en kop kaffe, da telefonen ringede. Arne tog den og en længere telefonsamtale fulgte. Jeg forstod hurtigt, at det var ham med fyrskibet, der var i røret.

Arne havde tidligere fortalt om Jes, som han havde truffet i Christianshavns kanal. Denne Jes er en slags moderne søulk, der ernærer sig ved at sejle med passagerer og drive hotelskib. Til det formål ejer han forskellige både her i landet plus et stort sejlskib i Caribien. Det er her fyrskibet kommer ind i billedet. På Helsingørs red lå i mange år et fyrskib, Lappegrundens fyrskib. Da det blev overflødigt, blev det taget ud af drift og solgt. På et tidspunkt købte Den Danske Bank skibet og det blev blevet gennemrestaureret og fik påsat rig og sejl. Under dæk blev der regulær hotelkomfort for op til 18 personer i 6 kahytter med 2 eller 3 køjer, vask med varmt og koldt vand, stereoanlæg, bogreol og skabe. På dækket blev der indrettet et dækshus med et stort mødelokale og tilhørende kabyds. Det er en stor to mastet skonnert, 32 m lang og 5,5 m bred.
Restaureringen kostede 24 mill. Kr. Desværre passede det alligevel ikke helt til bankens forventninger og skibet blev sat til salg. Her er der så, at vor ven Jes så sin chance, han købte skibet ”Donna Wood” for en slik og lige nu lå han med skibet oppe i Kattegat med kurs mod Frederikshavn.

”Jes spørger om vi ikke kigger ind i Frederikshavns havn, når vi kommer derop, så vil han give middag i aften!”, sagde Arne til mig. ”Det er ok med mig, så kan vi tage det sidste lille nøk til Skagen i morgen formiddag”, svarede jeg.
Da vi nærmede os Frederikshavn, sagde Arne til mig: ” Nu skal du jo ikke tage dig af, hvis ham Jes står oppe på kajen og råber ned til os, hvad vi skal gøre! Sådan er han er han bare og det er faktisk en rigtig flink fyr!”. Så det var med en vis forventning at vi stille gled ind på en tom plads lige bagved ”Donna Wood”. Men der skete ikke en skid! Der var helt stille og ikke et menneske i syne på hele havnen.

Vi fik rigget af og forberedt en bedre frokost, da en ung mand kom cyklende hen til skibet med to dåser øl i hånden. På engesk sagde han, at han skulle hilse fra Jes, der beklagede, at han ikke kunne tage imod os. Han var på cykeltur til Strandby for at besøge nogle venner. Når vi havde drukket bajerne, kunne vi bare gå ombord på ”Donna Wood” i kabine #8, så ville han snart være der! Selve middagen begyndte kl 20 og der ville være musikledsagelse til! Den unge mand var iøvrigt polak og var sammen med en ung australier var forhyret på ”Donna Wood”.
Det lød jo godt! Så vi spiste vores frokost og besluttede at vente til senere med at gå ombord på skibet.

Kl. 20 var der aktivitet foran ”Donna Wood” Der holdt et par biler på kajen og en gruppe menesker stod og omfavnede hinanden ved landgangen. Det var øjensynlig gamle vennner, der mødtes. Vi sluttede os til og blev præsenteret. Det var rigtig gættet. Det var stort set alle sammen folk, der i mange år havde sejlet med Jes eller i egen båd i Caribien. Jes selv var en stor, buldrende mand i halvtredserne. En kæmpe stor sort, uredt manke stod op i en krans over det kobberfarvede hoved med en guldsjækel gennem den ene øreflip. Tyk sort striktrøje, sorte bukser, en øldåse i den ene hånd og et smittende grin ledte uvilkårligt tanken hen på en sørøver fra Caribien. Men det var nu en næsten almindelig dansk sømand, som bød os ombord, og viste os skibet og ledte os tilsidst ind i det store mødelokale, hvor resten af gæsterne allerede var bænket.

Det var et flot lokale, alt i ædelt træ og med maritime billeder på alle vægge, rigtig hyggeligt. Der var tre borde. Ved de to sad vi gæster, samt Jes og hans kone, ved det sidste sad de to unge udlændinge. Det blev en meget hyggelig aften. Der blev skænket dejlig rødvin, der blev spist grillstegt oksemørbrad med en masse lækkert tilbehør, der spillet og sunget. Det sidste stod en trubadour for. Det var en mand med guitar og noget på hjerte, der var blevet agterudsejlet fra et andet skib, mens ”Donna Wood” lå på Anholt og Jes var ikke sen til at tilbyde ham plads på skibet.

Næste dag skulle både ”Donna Wood” til Skagen i forbindelse med ”Dragon Gold Cup”, verdensmesterskab for dragesejlere med 80 både fra mange lande og med vores egen kronprins ved roret af en af dem. Arne skulle som nævnt arbejde med et nyhedsbrev for sejladserne og Jes og hans skib ville sejle turister ud for at se på sejladserne om dagen og være hotelskib om natten. Skagen havn var en heksekedel. Overalt lå der både i vandet og på molerne kørte firehjulstrækkere rundt med dragebåde, som netop var ankommet fra fjerne steder i verden. Vi fik anvist en plads i det område, der var reserveret til de officielle både.

Det havde jo blæst med kulingstyrke i flere dage, men idag var det stille og solen skinnede varmt fra en skyfri himmel. Det havde fået folk af gårde! Der var mennesker i hundredevis på havnen. Kajerne var omdannet til een stor fortovsrestaurant. Der blev spist seafood, drukket fadøl og spillet musik. Den store fiskeauktionshal var omdannet hovedkvarter for kapsejladsen. I loftet var der draperet hvidt stof, som hang i bløde buer over gulvet. Der var indrettet flere sofagrupper med bløde hvide lænestole og sofaer. I den ene ende var KDY’s sekrekretariat med smarte unge kvinder, der talte mange sprog. Og så var der et enormt fadølsbatteri, hvorfra man kunne betjene sig selv. (Vi så nogle russiske sejlere som i hvertfald havde fundet ud af det). Arne fortalte at under stævnet spiste alle deltagerne her og at alt var kvit og frit.

Vi fik os også en gang skaldyr på havnen, som vi dog selv betalte og så var det tid for mig at samle mit grej sammen og komme op til Skagensbanen og komme hjemad. På turen op gennem byen til stationen så jeg, hvor meget den før så hyggelige provinsby, havde ændret sig. Nu var der stort set ikke andet end pizzeriaer, isboder eller tøjbutikker. Overalt myldrede det med mennesker. For mig var det nu bare at komme hjem!

Elli havde fundet ud af togtider, som passede med lyntoget fra Frederikshavn og hun syntes at jeg skulle ofre de 200 kr ekstra, som det koster at rejse 1’ klasse for der bliver der serveret små forfriskninger og der er gratis aviser!
Det har jeg aldrig prøvet før, men det var en oplevelse at køre på 1’ klasse i et IC3 tog. Efter en tur med skinnebussen fra Skagen var det som at træde ind i det forjættede land, at sætte sig på plads 22 i vogn 11 i Frederikshavn! Man sidder i en lækker lænestol med eget bord. Der er tre andre borde i kupéen. For enden af kupéen var der en glasvæg med skydedør til en stillekupe med kun to borde. Den gav anledning til en sjov oplevelse senere.

Der er aviser til fri afbenyttelse. Lidt efter afgang blev der stillet kaffe og the frem og undervejs bliver man budt på frugt og kiks. Der er også en dame, som kommer rundt med mad og drikkevarer, som man dog selv må betale.
Der er fuldstændigt lydløst i toget. Ingen taler (der var kun to i kupéen foruden mig). Man hører kun en svag susen fra hjulene, en gang imellem afbrudt at meddelser i højttaleren. F. eks. om næste station, eller at der ikke må stå bagage i midtergangen eller at der ikke må tales i stillekupéen.

I "vores" stillekupé kom der to herrer på i Ålborg. De satte sig i hver sin side af kupéen og var snart opslugt af hver sin computer. Den ene var en yngre, tilsyneladende stræbsom forretningsmand, den anden noget ældre, lignede på en prik skuespilleren Bent Mejding. Efterhånden som toget arbejdede sig ned gennem Jylland kom der flere og flere papirer og opslåede bøger op på bordet ved siden af computerne. I Vejle stod en dame på. Hun havde reserveret plads i stillekupéen, men da hun så de to med alt deres papir vendte hun om og sagde til mig: ” Har du noget imod at jeg sætter mig her, jeg orker ikke at sidde sammen med de to og deres PC’er!”

Fra tid til anden kom formaningen om ikke at tale i stillekupéen. Om det har været en inspiration, ved jeg ikke, men efter Vejle begyndte en samtale mellem de to i stillekupéen at komme igang. Først var det bare en kort bemærkning efterfulgt ef et nik fra den anden. Efter Fyn blev det mere sammenhængende konversation og på Sjælland sad begge herrer på kanten af sofaerne, med vilde øjne og gestikulerende talende i munden på hinanden. I vores del af vognen var der under hele rejsen fuldstændigt stille! Da toget endelig standsede på Københavns Hovedbanegård udvekslede de to i stillekupéen visitkort og omfavnede hinanden inden de hastede ud af toget!

Turen var også nær slut for mit vedkommende. Elli ventede på stationen i Frederikssund, det var dejligt at se hende igen. Jeg følte at jeg havde været væk meget længe og så var det endda kun godt 3 dage.

Som læseren nok har regnet ud, skrev jeg det brev til Gretha, som jeg havde lovet mig selv den morgen udfor Jyllands kyst. Det meste af det har du nu også læst!